6 Gode Råd til Speak
6 Gode Råd til Speak
Sådan får du det ønskede speak retur – i første forsøg!
Hvis du følger disse råd, kan du hjælpe speakeren og produceren på vej til at levere uden fejl og misforståelser.

01. Beskriv speakstilen
Hvilken stil skal teksten indlæses i?
Beskriv gerne stilen med ord som: hurtigt, langsomt, smilende, seriøst, corporate, reklame, casual, hårdtslående (Find selv på flere)
Hvis du har referencefil til en stil, så send det gerne med, evt. som link. (Lydkvalitet underordnet).
Har du valgt stemmen ud fra en demo, så medsend den og fortæl, hvilken del af demoen du er faldet for.
Kim Thomassen
Projektleder, lyd & booking
26166040 / kim@komo.dk
Kontakt os
Du er altid velkommen til at kontakte os.
02. Hjælp til udtale /trykfordeling
Nogle ord og udtryk er simple for tekstforfatteren, men ikke for speakeren.
Det drejer sig ofte om geografiske steder, fagudtryk, firmanavn mm.
Der kan også være tvivl om hvorvidt et ord skal indtales på dansk eller engelsk eller?
Det er svært at beskrive, hvordan et ord skal udtales, så medsend meget gerne en udtalefil. (Kan optages direkte på smartphone) Lydkvalitet er underordnet.
Hvis du vil have ekstra tryk på et ord eller dele af ord, så markér med fed skrift, og beskriv hvad du mener.
03. Benyt talesprog
Talesprog er som udgangspunkt ikke så formelt som det skrevne.
Den bedste måde at vurdere en tekst på, er ved at læse den højt for sig selv og vurdere, om det er flydende og talevenligt.
Undgå indskudte sætninger og vær opmærksom på ord som ”samt” og ”blot”.
Brug i stedet ”og” og ”bare”.
Generelt skal sætningerne være relativt korte og du skal ikke spare på dine punktummer.
04. Hvor meget kan speakeren nå at sige?
Der er en grundregel, som siger 2,7 ord i sekundet, men der er stor forskel på, om det er en reklame, en dokumentar eller noget helt tredje.
Det bedste råd er igen at læse højt i den stil du ønsker og tage tid.
Du skal ikke ”tankelæse” men læse højt, når du sidder med stopuret.
Vær opmærksom på at tal tager lang tid at sige i forhold til hvor meget det fylder på skrift:
Eksempelvis 2395,- skal siges ”totusindetrehundredefemoghalvfems”.
Teksten skal helst ikke skrives helt til maximum antal sekunder, da denne form for væg-til-væg speak ikke giver mulighed for naturlige pauser eller følelser på speaket.
05. Storyboard/Tekstformat?
Det er en god idé at sende evt. storyboard med til speakeren, så man kan forstå sammenhængen.
Det gælder også ved speakopgaver med flere stemmer.
Det er nemmere at følge en dialog, hvis man kender medspillerens sætninger.
Det er dog vigtigt, at teksten leveres for sig selv, gerne i et format, som kan redigeres.
Det giver speakeren overblik og mulighed for tilretning.
06. Korrekturlæsning
Som i alle andre sammenhænge er det en god idé at læse korrektur på sin tekst, inden den sendes til os. Hvis det er muligt, så få en anden til at læse korrektur. Man overser nemt egne fejl, da man læser det, man tror, man har skrevet.
Speak eksempler
SKRIV IKKE | SKRIV I STEDET |
---|---|
www.skat.dk/opgørelse | skat punktum dk skråstreg opgørelse |
Det begyndte i 1982 | Det begyndte i nitten toogfirs |
Åbent man-tors. Kl. 8-16 | Åbent mandag til torsdag fra klokken 8 til 16 |
Ring på 70709090 | Ring på halvfjerds halvfjerds halvfems halvfems |
Klik/Tryk på knappen | Tryk på knappen |
Størrelse: 20mm2 | Størrelsen er 20 kvadrat millimeter |
En helt unik mulighed | En helt unik mulighed (engelsk udtale) |